A'kastin
Riget i midten. Gudernes arne.
Landet A'kastin fungerer som en livsnerve for hele Kalish. Det siges, at være hjertet af verdenen, og mange store begivenheder, både gode og onde, er udsprunget herfra.
Guderne har næsten alle haft deres gang i landet, og alskens magiske væsner er tiltrukket af området.
Men hvorfor?
Helt tilbage i år 3560, hvor landet endnu ikke havde fået et navn, blev området beskrevet af en mand ved navn Arkham Bloddråbe. Han var en del af en gruppe kaldet Blodets Broderskab, og beskrev området som; Mystisk, ubestemmeligt, og dragende.
Historie
Riget A’kastin blev etableret af handelsmanden Mikael Enhånd, i 4357. Hans familie var flygtet fra Nordland, fordi Raffael Moordet vandt mere og mere magt, og Mikaels drøm var at skabe et større handelsfællesskab. Sammen med sin kone, Jasmin, blev han anerkendt som landets hersker, af Kejseren af Nordland.
Han solgte af landets store mængder af metal og træ, og mange dværge kom for at arbejde i minerne. Han lod Kelllwanpræster oprette en helligrund midt i A’kastin, hvilket betød stor fremgang for Kelllwan og hans tilhængere. Dette gjorde dem dog upopulære hos elverfyrsten i Mek, som hverken brød sig om dværge, eller Kelllwan.
Mikael Enhånd blev dræbt i 4382, af en snigmorder kaldet Langkniv. Ingen ved hvem der stod bag attentatet, da Langkniv lå død, forgiftet, da man senere fandt ham.
Efter Mikaels død, gik A’kastin en turbulent tid i møde. Dværge prøvede at overtage, og elvere og troldmænd rykkede på den sydlige grænse. Landet svingede mellem fattigdom, og rigdom, og da alt begyndte at se lyst ud igen, invaderede en flok adelige landet, i året 4384.
Disse adelige blevet ledet af en mand kaldet Kahn, som hævdede at være i lige linje af Mikael Enhånds slægt. Kahn satsede på millitæret, i stedet for handel, torturerede områdets troldmænd, og oprette en elitehær, kaldet Kursakerne.
Kahn døde i år 4401. Hans efterkommere regerede A’kastin helt frem til år 4486, men Kursakerne blev familiens undergang. Deres nye leder, var en ork, kaldet Orlek.
Orlek var den mægtigste kriger, og han skiftede støt og roligt kursakernes mænd ud, med orker. Under indvielsen af Orlek som den nye leder, gik Orlek op til den daværende Konge, Kahn III, og huggede ham midt over. Orlek tog kronen på, og erklærede sig selv konge over A’kastin, under jubelråb fra de omkringstående orkere.
I denne mørke tid, flyttede Orlek den sydlige grænse, længere og længere ind i elvernes rige, Mek. Elverne forsøgte desperate at gøre modangreb, og invadere landet, men Kursakerne var alt for stærke. Til sidst lykkedes det elverne at lave et snigmord på Orlek, i året 4509, og selvom det ikke var enden på orkernes æra, ødelagde Kursakerne sig selv indefra, i interne magtkampe.
Først i året 4515, kunne man igen komme ind i landet. Folk fra Nordland gjorde stille og roligt deres indtog, og med dem fulgte den kloge, dygtige, og ærbødige Marcus. Marcus blev den nye konge af A’kastin, og var elsket af folket. Han etablerede hovedstaden Marcusstadt, og gjorde mange store bedrifter.
Kong Marcus kæmpede mod shamanen Hrothgar, i året 4522. En snedig og intelligent mand, som tilbad ånderne i “De dødes lund”, hvor han afholdte mystiske og mørke ritualer. Dette førte til Magiens Kollaps, da han franarrede alle magiudøvere deres kræfter.
Hrothgar prøvede at ophøje en forskruet og magtsyg troldmand, kaldet Ranziel, til gud, men blev standset af Marcus, som nedkæmpede alle deres mænd, men både Hrothgar og Ranziel forsvandt. Ingen har hørt fra Ranziel siden.
Magien begyndte igen langsomt at flyde, men magien skulle genopdages, og troldmænd tog derfor lang tid om at vende tilbage til landet. En af disse troldmænd eksperimenterede med mørk magi, og fik i 4523 fremmanet de såkaldte Skrigere. Mørke væsner, som var næsten umulige at nedkæmpe, indtil Marcus’ tropper fik sat en stopper for troldmandens ritualer, og dermed afskar Skrigerne deres kræfter.
Marcus forsvandt pludselig fra A’kastin, og det rygtedes at han var blevet forbandet. Hans sjæl skulle efter sigende være bundet til et mystisk lys, kaldet Livets Lys. Han efterlod sig et brev, hvori han beskrev, at Hrothgar også var bundet til et objekt. En krystal, som skulle ødelægges, for at Hrothgar kunne blive dødelig.
Marcus’ lig blev bragt til A’kastin, af ukendte kræfter, og ingen kender til omstændighederne omkring hans død. Han blev begravet i A’kastin, i året 4524.
I 84 år var landet overladt til sig selv, og mørket lagde sin klamme hånd over området. I året 4608 så sortelverne deres snit til at drage mod landet, bygge en portal, og lade deres daværende gudinde, Daikias børn, Ilsherne, indtage A’kastin.
Denne opstand var noget der havde kunnet mærkes, længe før det startede, og gamle magter begyndte at røre på sig. I et forsøg på at stoppe Daikia, samledes flere munke af en ældgammel orden, for at prøve at standse hende. Desværre lykkedes det Daikias børn og tilhængere, Ilsherne og sortelverne, at overtage magten i A’kastin.
I otte år besad sortelverne magten i landet, og elverne brugte alle deres resurser, på at finde en måde hvorpå de kunne fordrive dem. Og da det endelig lykkedes, havde man overset en anden, langt mere farlig fjende.
I året 4616, kort efter at sortelverne var blevet fordrevede, indgik en handelsmand en aftale, med en dæmon. Handelsmanden ville have mere magt, og i sin tørst efter rigdom, troede han at dæmonen var hans genvej til succes. Men dæmonen narrede ham, overtog hans krop, og brugte ham til at snyde helligmænd fra Kelllwan, Daikia, Ewen, og Alman, til at frembringe et helligt ritual, som skulle åbne en portal i A’kastin, for dæmonherren, Ballator.
Ballator, som flere århundreder tidligere, havde været skyld i magiens kollaps i Leltho, samt dette lands ødelæggelse.
Ritualet mellem de fire guders hellige, blev genenmført. Da de messende stemmer nåede himlen, blev den blodrød. Solen blev sort. I stedet for de varme stråler, strømmede skygger frem, og bevægede sig hen over himlen. Stilheden lagde sig tungt over alt. Intet land i hele Kalish kunne bryde det tavse slør.
Da hørtes en lyd fra himlen, som et åndedrag. Tungt, hæst, og ganske langsomt. Fire lange, glubske sug af luft. Lyden af et enkelt hjerteslag, buldrede i alles øre. Uendeligt langsomt, over adskillige måneder, steg hjerterytmen og blev regelmæssig. I al den tid, var der hverken nat eller dag, og alle andre lyde, syntes dæmpede.
Så kom stemmen. En stemme som intet levende væsens. En buldren, og bragen, som messende talte et ældgammelt, næsten glemt sprog. Kun meget få magikyndige kunne genkende ordene for Rejse, Sfære, Død, og Dæmon.
Stemmen messede den timer lange besværgelse fire gange, og for hver gang denne messen blev bragt til ende, opstod en mystisk mørk substans, som sugede alt liv i nærheden til sig. Disse mørke pletter udgjorde tilsammen en portal, til guden Almans sfære. Alman havde i sin tid forvist Ballator fra Leltho, og derfor drog Ballator nu til Alman, og dræbte ham.
Dette ritual, og drabet på Alman, havde taget de fleste af Ballators kræfter. Han måtte derfor udtænke en ny plan, for at kunne dræbe resten af guderne, og dermed skabe et evigt kaos. Morax, Ballators søn, ville da åbne en portal direkte mellem Kalish, og dæmonernes rige, midt i A’kastin. Guder kan kun overleve, hvis de har tilbedere, og derfor skulle dæmonerne dræbe alle dem som tilbad en gud, om de så skulle dræbe hvert eneste tænkende væsen i hele Kalish.
En ypperstepræstinde blandt sortelverne, så Morax og Ballators planer i et syn, og samtlige sortelvere i hele Kalish, isolerede sig derfor under jorden, for at beskytte deres race, og lade de dødelige bekæmpe dæmonerne på egen hånd.
For at forhindre portalen i at åbnes, lavede en kvindelig Kelllwan præstinde, Helga Eriksdottir, et samarbejde med druiderne, om at dræbe Ballators søn. Det lykkedes dem, men desværre var den besatte handelsmand stadig iblandt menneskene. Handelsmanden kunne uhindret komme tæt på Helga, samt en af de højtstående druider, og fange begge deres sjæle, i et levende mørke, som kun Ballator kunne betræde.
Ballator rasede over tabet af sin søn, og straffede de to fangede sjæle, ved at binde dem til mørket, i evige pinsler.
For første gang samarbejdede både elvere, mennesker, dværge, halvlange, og orkerne. Skulder ved skulder drog de mod det sted, hvor portalen skulle åbnes, kun for at komme for sent. Tusindvis af dæmoner strømmede ud, og myrdede alt på deres vej. I løbet af ganske få måneder, var A’kastin intet andet end en kæmpemæssig blodpøl, og dæmonerne drog videre, for at hærge resten af Kalish.
Men Orlek, der endnu ikke var en gud, men derimod en ånd, udnyttede dæmonernes fravær i A’kastin, til at gøre sig selv stærkere. Han lavede derfor en pagt, med shamanen Hrothgar. Den selv samme Hrothgar, som Kong Marcus i sin tid, havde nedkæmpet, men ikke formåede at dræbe.
Både Orlek og Hrothgar eksisterede i skyggerne, og sammen lavede de et ritual med afdøde ånder, for at hente Orleks stærkeste kriger Kummon, tilbage fra sin grav. Hrothgar tog Kummons hjerte, gav ham dele af sine egne onde tanker, og gjorde ham ved hjælp af kvindelige ånder, til stamfader for en ny type af orkere.
På en enkelt nat voksede disse orkere sig store, og indtog A’kastin. Landet, planterne, og dyrene var forpestede, og vandet var rødt af blod. De nye orkere åd og drak, og vænnede sig til at drikke blod. Disse nye orkere, blev kaldt Blodorkere.
I året 4942, blev en ung mand født i Nordland, tilsyneladende uden en far. Refulsit Lux voksede op, og formåede endelig, i år 4960, at lukke dæmonernes portal i A’kastin, og sende Ballator tilbage til dæmonernes sfære, næsten 350 år efter, at dæmonkrigen var startet. Alle racerne i hele Kalish åndede lettet op, og selv sortelverne begyndte langsomt at komme tilbage fra det underjordiske. Det røgtedes senere, at Refulsit var søn af selveste Kelllwan.
Med menneskenes tilbagekomst til A’kastin, trak de fleste af blodorkerne sig til De Uendelige Sletter. En ung kvinde, kaldet Esselaia, var kommet til A’kastin, og havde gjort sig venner med en af de blivende blodorkere. Hendes særlige forbindelse med naturen, gjorde indtryk på Den Vandrende. En ældgammel magt som dvælede i Kalish, og som ophøjede Esselaia til gud, for at genskabe den balance som var blevet tabt, efter Almans død.
Orlek så hvad Den Vandrende havde gjort, og besluttede sig for, selv at blive ophøjet. Hvordan han gjorde, er der ingen der ved, men hans status som øverste ånd hos grønhudernes shamaner, menes at have været nok, for at han kunne kalde sig for en gud. Hans ånd trængte derfor uden problemer ind, i gudernes sfære.
Kejseren af Nordland, Erik Fjendebane II, har af flere omgange prøvet at få A’kastin til at blive en del af kejserriget, på grund af de gode handelsforbindelser i landet, men det er endnu ikke lykkedes ham.