Historie
Kalish - år 4972
Legenden siger, at før tiden og verden blev skabt, var der kun to ting i den store intethed. To energier, kaldet Kallean, og Misrush. De både var, og var ikke. Kallean var godheden, og Misrush var ondskaben. Da disse to energier stødte sammen, dannede de en ny enhed. En balance.
Denne enhed afprøvede sin kunnen, ved at skabe tiden. For at observere tidens gang, skabte han en fysisk verden. Han betragtede sit værk. Og herefter, lod han sig ubemærket ændre på tidens og livets gang, efter sit eget ønske. Skabte, ødelagde, opbyggede, destruerede, og balancerede alting, både i og udenfor tid og rum, og lod sig selv ligge hen, i glemslen.
Kalish blev til. Havet brusede, bjergene skød frem, og med planter og dyr, blomstrede livet på denne nye, friske jord.
Den første elver blev skabt. Hun havde intet navn, men voksede ud af det øverste træ, på det ensomme bjerg, i den mægtige skov i midten af Kalish. Bjerget kaldte hun, Azken Kanpe, Den største gave.
Snart voksede hendes fæller frem af de omkringstående træer, og hermed var elverracen født. Træerne og landet de groede på, kaldte elverne, Mek. De elvere som voksede frem af træerne på bjerget, kaldte sig højelvere, og dem som voksede frem i skoven, kaldte sig skovelvere.
I mange år levede elverne kun, for at undersøge verdenen. De studerede naturen, og alt som var i den. Deres stræben efter viden, og deres nysgerrighed gjorde, at de begyndte at undersøge ting, som lå udenfor den fysiske verden.
Misrush, ondskaben, så at elverne var videbegærlige. Og smukke. Han viskede dem i ørerne. Viskede, lokkede, og bød dem velkommen i hans nærhed. Han tilbød dem viden som de end ikke kunne forestille sig. Viden, og magt.
Elverkvinden Daikia lyttede til hans listige ord. I det hun tog imod ordene, og lod ham indtage hendes sind, formørkedes hendes tanker. Hendes hud tog farve, efter det mørke som Misrush havde givet hende, så hun blev sortere end selve natten. Misrush bød hende da at blive hans mage, og sammen fik de flere børn, som de kaldte Ilsherne.
Andre elvere så den magt som Daikia havde opnået, og fulgte hende. Hver og en blev de forandret, da deres sind blev fordærvet af Misrushs ondskab. Sortelverne var blevet skabt. De fortrak sig fra de andre elvere, og byggede deres hjem, i og under jorden, i grotter og klipper, rundt omkring i hele Kalish.
Ved sortelvernes tilbedelse, og sin forening med Misrush, opnåede Daikia et helt nyt stadie. Hun blev sortelvernes gudinde.
I bjergene mod syd, dukkede andre væsner frem. De kom inde fra selve bjergene, og var selv som klipper, og sten. Tætte, og hårde, men mindre end elverne af statur, med imponerende skæg. Disse var dværgene.
Dværgene byggede under jorden, i bjergene hvor de kom fra. Længere og længere ind i bjergene, byggede de kæmpemæssige haller og byer. Da bjergene var nærmest udhulede, begyndte de at grave sig længere ned i jorden. Nedad, og udad. Her ramte de sortelvernes sindrige gange, og da brød kampene imellem de to racer løs.
For dværgene, var kampene katastrofale. De havde sværere og sværere ved at stå imod sortelverne, som havde en stærk forbindelse til deres gudinde, Daikia, og hendes børn, Ilsherne.
Carmenor, en godhjertet dværg, kæmpede en brag kamp, og holdt humøret oppe for sit folk. Han var en Than, en dværgekonge. Respekteret af alle dværgene, og højt elsket.
Da var det, at mægtige kræfter så et potentiale i Carmenor, som et modstykke til Daikia. Carmenor blev ophøjet til gud. Han kom til den ikke fysiske verden, og blev placeret i gudernes sfære. Dværgene begyndte da endelig at kunne yde sortelverne modstand, og kampene under jorden, var nu mere lige, hvor begge sider havde en gud at trække kræfter fra. Dog havde sortelverne stadig Ilsherne.
Daikia blev rasende. Hun ville ikke dele sin status med noget andet væsen. Carmenor lod sig indrette langt fra hende, for at vise hende, at han ikke ønskede ufred, men derimod at de skulle holde deres racer, hver for sig. Men Daikia viste ingen nåde. Hun sendte sine børn imod ham, og de slagtede ham.
Sortelverne triumferede, og dværgene gik i sorg. Kampene var igen ved at trække tættere og tættere på dværgenes bjerge. Ubalancen kunne mærkes, og den skulle der rettes op på. Da var det, at de mægtige kræfter ophøjede en anden dværge Than, Kelllwan, til gud. Og Kelllwan lod sig ikke skræmme, af Daikias børn. Udover at have et godt hjerte, ligesom Carmenor, var Kelllwan den største af dværgenes krigere.
Kelllwan indtog sin side af gudernes sfære, og begyndte straks at forme det, til en kæmpemæssig uigennemtrængelig borg, Jernhjertet. Her kunne hverken Ilsherne, eller Daikia selv, trænge ind.
Kampene blev atter lige, men stoppede ikke.
I Mek var elverne klar over, hvad der var sket. De noterede sig, at guder fandtes, og at sortelverne og dværgene tilsyneladende fik en form for kræfter ud af, at tilbede disse guder. Men elverne blandede sig ikke i kampene. De mente ikke at det var deres lod, og da dværgekampene lod til at holde sortelverne beskæftiget, kunne elverne koncentrere sig om at gøre det de helst ville. Samle viden.
Det huede ikke dværgene.
Dværgene opsøgte elverne, og prøvede at tale dem til fornuft. I årevis gik dværgene forgæves, da elverne nægtede at være en del af dværgenes kampe imod sortelverne. Dværgene følte at elverne overlod dem til egen skæbne, men elverne havde stadig frænder iblandt sortelverne. Hverken dværge eller elvere kunne se, hvorfor den anden gruppe ikke kunne forstå deres problem. Og mistilliden mellem de to racer tog til.
Da var det at dværgene tog runerne i brug. Hvor de havde dem fra, ville de ikke dele. Runernes kraft, gav endelig dværgene overhånden i de underjordiske kampe, og sortelverne rykkede langsomt tilbage. Runernes overnaturlige kræfter, var så magtfulde, at de kunne skade ilsherne. Og det var også her, at en af Ilsherne, måtte lade livet.
Der var stor jubel hos dværgene, men elverne rasede. De forlangte at dværgene delte runernes hemmeligheder med dem. De havde nu i årevis samlet viden om alt mystik og gådefuldhed, i det land de kaldte Leltho, og de mente at det var deres ret at vide, hvad disse runer var. Det var dværgene dog ikke enige i.
Nu var det elvernes tur til at prøve at tale dværgene til fornuft. Runernes kræfter skulle nedfældes, og udnyttes til en bedre verden, for alle. Men dværgene havde ikke glemt elvernes mangel på samarbejde, under deres største pres fra sortelverne, og de var heller ikke interesserede i, at sortelverne opsnappede viden om runernes brug.
Elverne bemærkede en anden hemmelig kraft, i netop det land hvor de havde samlet deres største mængde af viden. I Leltho. En kraft, som elverne kaldte, magi.
Magien var en naturlig del af Kalish, og derfor havde dens tilstedeværelse ikke været let at opdage. Magien var dog særligt stærk i Leltho, hvorfor elverne var begyndt at bemærke den, når de studerede hinandens skrifter.
Elveren Ewen Uwle var fascineret af denne nye opdagelse. Han studerede, og opsamlede magien og dens essens. Han var så opslugt af dens mange facetter, at hans anstrengelser blev anerkendt af den ældgamle magt, der så hans potentiale. Således blev Ewen ophøjet, til magiens og videns gud.
For at komme tættere på magien, omdannede Ewen sin skikkelse, så han til sidst blev helt ånd. Han skabte magiens sfære, for at lukke magien inde, og sætte det i system, for at udnytte dens kræfter, og gøre den nemmere at studere, for sig selv. Der var derfor ingen andre end ham selv, som havde adgang til den.
Men Ewen var paranoid. Han frygtede at Daikia og hendes sortelvere skulle få fat i viden om magien og dens brug. Derfor gjorde han en gruppe af højelvere til stormestre. Disse syv stormestre, skulle vogte over magien, og var de eneste udover ham, som kunne benytte den. Deres vigtigste rolle var dog, at beskytte elverne, imod Ilsherne.
Og stormestrene bevogtede magien. Indtil en af dem, forrådte de andre.
Han mente ikke at Ewen kunne holde magien, en naturlig del af Kalish, tilbage. Magiens viden, skulle være tilgængelig, og benyttes. Han delte riterne med alle racerne.
Ewen rasede. Han forbandede den pågældende stormester til et evigt liv, uden smag, følelse, eller indhold. Et liv, i tomhed.
Men skaden var sket. Sortelverne kendte til magiens brug, og de brugte den til at holde dværgene på afstand. De to racer var nu så lige, at de stiltiende begyndte at strides mindre, for ikke at udrydde sig selv. Dog holdt deres kampe aldrig inde.
Flere racer begyndte at vise sig rundt omkring i Kalish. Racer af både lys og mørke. Mod syd, i Livets ende, de små folk, som elverne kaldte Halvlange, og mod vest, på De Uendelige Sletter, vandrede grønhuderne. Orkere, trolde og gobliner.
De halvlange vovede sig langsomt ud af Livets Ende. De var et muntert folk, som ikke havde behov for at blande sig i de store begivenheder, men mest af alt gerne ville slå en god handel af, og leve behageligt uden alt for mange forstyrrelser. Nu hvor kampene mellem dværge og sortelvere var mindre intense, slog de halvlange sig ned overalt i Kalish, hvor de kunne finde ro og mag.
Grønhuderne derimod, brugte de store vider på sletterne til at slagte hinanden indbyrdes. Nogle af dem banede sig vej over grænserne ind i de andre lande, men ved grænsen til Mek, havde de kun en ringe chance imod elverne, som udnyttede deres nye kræfter. Med magiens brug og Ewen som gud, havde elverne ingen problemer med at holde de ækle væsner på afstand.
Skovelveren Alman havde da i mange år følt, at magien var blevet misbrugt. Han mente, at alt for mange højelvere, fokuserede på at studere magien, og helt havde glemt hvor den kom fra. Naturen. Han bifaldte derfor den forædende stormesters handling, om at dele magien, så den igen var en del af den verden den kom fra.
Han og en større gruppe af skovelvere, havde trukket sig længere og længere ind i skovene i Mek, for at nærstudere naturen, og blive ét med den. De opbyggede deres helt egen kultur, og flere og flere skovelvere sluttede sig til dem, indtil kun ganske få skovelvere følte, at Ewen havde handlet korrekt.
Med Alman som deres leder, tilbad de naturen, dets væsner, dyr, og planter, og skælnede hverken mellem godt eller ondt, men på at opretholde naturens balance. Skovelverne var blevet ét, med den skov de var født af.
Nordfra havde en ny race pludselig vist sig. Pludseligt og ekstremt hurtigt. Med en hast som ingen af de andre racer endnu havde set mage, myldrede mennesker frem, i hele det nordlige Kalish. De havde en kortere levetid end dværgene, men havde allerede overgået dem i antal.
Kelllwan så menneskene som en kilde til nye troende, og appelerede til dem ved at ændre på sin skikkelse. Han gjorde sig højere, og mere menneskelig af udseende, men beholde sit mægtige røde skæg. Da iførte han sig en krone, og erklærede sig som konge over alting.
Efter det, så Kelllwans tilbedere ham som konge af både guder og alle racer, på trods af at det kun var mennesker, dværge, og de halvlange, der så ham som deres overhoved.
Menneskene opbyggede flere kongeriger, og i et af disse, blev Raffael Moordet født. En ond og snedig, nederdrægtig person, som intet andet havde i tankerne, end magt. Han overtog et af de menneskelige kongerigers troner, og herfra udnyttede han sin magt, til at lære om magi, af selveste Hadets Dæmon.
Han blev verdens første dæmonolog. Og det forstyrrede de ældgamle magter.
Den Vandrende trådte da frem af intetheden. Han var sendt for at bringe Raffael Moordets liv til ende. Men Hadets dæmon var ikke interesseret i at have sin lærling dræbt, og trak ham ind i dæmonernes sfære, før Den Vandrende kunne nå at standse det. Her blev Raffael Moordet i mange år.
I mellemtiden havde Alman og mange af hans følgere opnået et helt usædvanligt bånd med naturen. De knyttede sig til træerne i Mek, hvorfra de første elvere var kommet, og beskyttede dem som deres største skat. Og selvom Ewen havde sat magien i system, lod Alman alle vide, at magi og natur, hørte sammen.
Da blev Alman det femte væsen som blev ophøjet til gud.