I skovens mørke dyb, pulsere livstræet Elfdrasil, en stemme høres i dybet, i træernes rusken, og vindens blæsen.
“I sidder og mæsker jer i ting der ikke tilhøre jer. Frie væsener og skabninger. Smukke væsner og skabninger har faldet for jeres klinge. Men ikke mere, jeres grådighed har oversteget alle grænser for hvad der kan anses som retfærdigt, i skal bøde for det i har gjort.
Moderens børn vil rejse sig, og vise hvad i har gjort, livet skal bestå og jorden skal leve, bug jer eller mød moderens vrede for nu står i for skud ”
Stemmen forsvinder, og vinden blæser kraftigt, træerne svajer som aldrig før, og dyrene løber løbsk omkring.
