Dæmoner
Dæmonerne hører til i dæmonernes sfære, hvor de manipuleres af guden Raffael Moordet.
Af og til åbnes større eller mindre portaler ind til Kalish. Herfra kan dæmoner slippe igennem, og selv en enkelt lille dæmon, kan med lethed skabe problemer for alt og alle på dens vej.
Det var en kæmpemæssig portal ind til dæmonernes sfære, som i sin tid førte til Lelthos fald, i dæmonkrigene. Efter dæmonkrigene, som blev startet og afsluttet i A'kastin, herskede kaos i store dele af Kalish, og orkere begyndte at brødføde sig med dæmonblod. Det førte til at nogle orkere blev til det som kaldes Blodorkere.
Ærkedæmoner
I denne stund er jeg sikker på jeres undergang. Navnet er for ingen mand at kende, men vid dette. Jeg kender sandheden, for jeg har betalt hvad der måtte betales. Min sjæl er ej min egen længere, dog er videnen nu min, så lyt mit ord. I jeres verden er der kun to begreber: orden og kaos. Alle kæmper for at skabe orden til deres egen races fordel, men det ér nyddesløst. En dag vil kaos komme, og fra det kan intet orden rejse sig. Intet vil forblive, kun kaos, og her vil ærkedæmonerne herske.
Hadets Dæmon
אש כועסת לי
Totalt mørke og had, kun overgået af et altopslugende ondskab. Et enkelt glimt af ham og man har kendt sin skæbne. Han er herren over dæmonernes sfære og udentvivl den mest magtfulde. Som det er natur for ærkedemonerne er der altid en indre brutal magtkamp, men ikke endnu har nogle væltet denne ærkedæmon sin trone. Hver had, hver vrede, hver brutal handling i gør, er en hyldes til ham samt et våben, han vil gøre til jeres undergang. Hans general, hans søn, hans våben og jeres endeligt heder Ballator, og er højst sandsynligt via ham, han vil betræde Kalish endnu engang. Uanset hvilken ærkedæmon, eller ynkelig gud du tilbeder, bød du vise dénne ærkedæmon respekt, fordi uanset om du er Amandos ham selv, bør du frygte ham. Denne ærkedæmon er ikke nogen almindelig gud der faldet og forpint. Denne ærkedemon har fundet sig til rette på sin nuværeden troene efter at have velkommet det mørke som hver gud har fået skænket når de er kommet til dette aller helligste rige. Jeg nænner ikke at udtale hans forrige navn, ej heller hans historie. Denne viden kræver han kun er for hans egne højere ranksjeret støtter. Hvis i er tilbedere af den største af De Store, så husk dette: Had og vrede er ikke det samme. Vrede er en ild der opsluger alt på sin vej, et mægtigt våben, dog vil den brænde ud før eller siden. Had derimod er kun en kraft der bliver stærkere med tiden.
Grådighedens Dæmon
הרעב שלי חמדנות
Denne ærkedemon var engang gud for dværg, og mere relvant er der ikke at sige om hans tidligere liv. Efter sortelverne havde skænket ham døden, blev hans forskruede forståelse af orden og ret strippet væk og hans sande natur hevet frem i “lyset”. Han er i sandhed en af de ældste af De Store, og han, mere end nogen anden ærkedæmon har forstået sandheden om, at alt i verden tilfalder dem. Det er bare ikke nået frem til dem endnu. Hans konstante begær for alt af værdi og kostbarhed har gjort ham til den mest resucrerige af De Store. Han deler sjældent ud af sine skatte, og altid som en investering eller i bytte for noget bedre. Dette vil jeg dog sige til hans følgere: hvis hans skænker jer noget som helst, er i hans. Og når han har investeret, vil han have leveret, og han vil altid få hans pris. På den ene eller på den anden måden. At tilbede denne formørkede gud er ufatteligt belønnende, men vid at hvis du fejler, vil det koste dig mere end bare dit liv.
Nattens Dæmon
עיוור לילה הלילה
Nattes droning som hun også bliver kaldt, er næsten ukendt område for de fleste. Tåben Johannes Krell har skrevet at hendes domæne af mørket, udelukkende ligger i snigmord, men tro mig mine brødre og søstre at hendes magt at langt større. Løgn, bedrag, og den stille vold som snigmord, er alt sammen det denne ærkedæmon står for. Det er sandt, som Johannes fortæller at hun er aktiv, for hendes følgere er overalt og de er nok de bedst skjulte af dem alle. Den eneste af hendes følgere der er kendt af den almene befolking er Lang Kniv, som uden tvivl er hendes stærkeste offensive våben. Dog langt de fleste af hendes store bedrifter stammer fra de små hvisken i krogene og løgne i skygger, der føre til knive i ryggen, venner der bliver til fjender og sågar borgerkrig og fejlplacerede revolutioner. Nogen mener at borgerkrigen i Permersland er hendes værk. Hun stiller ikke store krav til sine sande følgere, blot deres ubøjelige loyalitet og først og fremmest at de bliver i det skjulte. Hendes fortid var faktisk en løgn i sig selv. Det er skrevet i de gamle tekster at Daikia fik 8 børn, men kun 7 er beskrevet og kendt. Kun nogle af de aller ældste sortelver der stadig kan huske hende og hendes tætteste følgere, kender sandheden. Jeg råder jer derfor til ikke at snakke åbent om dette til nogen. Udover at de fleste sortelvere vil slagte jer for at udtale “falskheder” om Ilsherne, så kan Nattens droninng ikke lide at hendes hemligheder, bliver almen vide. De siges at den hvide Ilsher var Daikias eneste datter, men dette er en løgn. Hendes navn var Lasandra og hun var den femte fødte Ilsher og derfor under sin storesøster, men som kvinde var hun naturligvis over sine brødre. Hun vidste at Ishtar aldrig vil slappe af når en anden kvindelig Ilshar kunne overtage hendes plads. Daikia så også denne mulig konflik og de besluttede sig derfor, alle tre, at holde den femte Ilsher hemmelig. Lasandra vidste at hendes brødre ikke ville støtte hende, hvis et blev til en kamp imellem de 2 kvindelige Ilshere. Hun fraskrev sig derfor at få et hus, for at fremstå svag og konflikt sky. Hun fortalte sine søskende at hun ville hjælpe dem alle i hver deres forehavende, i mens hun i al hemmelig lærte sig alt hvad hun kunne inden for snigmordets og hemmelighedernes kunst. I korte træk: mulighed for at myrde ishtar vis chancen bød sig. Mordet fandt dog aldrig sted, og årsagen til dette er kun for nattens dronning at vide. Viden om hvordan hun døde er ikke blevet mig skænket, men noget tyder på at da dæmonerne tog hende, blev hun ikke tortureret, eller i hver fald ikke på samme måde som de andre, for denne ærkedemon er nemlig den eneste ærkedæmon man kan tale og forhandle med. Tro blot ikke at hun kan nares, for i handel og bedrag har hun altid overhånden og får næsten altid hvad hun vil have. Lasandra fraskrev sig godt nok sit hus og farve, men Langkniv har dog personligt fortalt mig at alle hendes følgere gå rundt med noget gult på sig.
Jalousiens Dæmon
עיניים נכונות קנאה
Skønhed er utroligt. Det er den tydeligste illusion der eksistere, dog falder guder så vel som dyr for den hver gang. Dette ved denne ærkedæmon bedre end nogen anden. Hvad der er så utroligt ved denne ærkedæmon er at hun har beholdt sin noble status, igennem de mange års fordærvelse og tortur. Etiketter er noget hun praktiseret dog på hendes egen mørke fancon. Man skulle tro at man kunne snakke med denne fattede ærkedemon, men lige under overfladen ligger det mest altødelæggende temperament, der kan overskygge alt. Jalusiens dæmon har selvfølgelig én følelse der præger mere end noget andet, men det der også framgår er en utrolig drivkraft. Hun lader sine følelser opsluge hende og bliver en næsten ustoppelig kraft, der ikke kan dulmes. Følelser og drivkraft kan ofte vendes sig ended mod sit hylster, hvilket har forudsaget at denne ærkedemon ikke er den stærkeste af sine arter, dog ophøjer hun dette, ved at være mere generøs imod sin tilhængere, end de andre. Det skyldes blandt andet, hendes utrolige vedholdenhed og løst til at hendes projekter lykkes. Hendes følgere er oftest præget af de samme karaktertræk, som hun selv er, så derfor tråder jeg jer dette: hold jer roligt of forfølg jeres bytte som er ulv. Vent til det rette øjeblik og lad så jeres kraft flyde ud med jeres følelser, og lad kaosen regne ned over jeres fjender.
Dødens Dæmon
מוות לשום מקום מדריך
OBS! Denne ærkedæmon har formået at slippe fri fra dæmonernes sfære og er nu kendt som gudinden Morwen.
Om denne ærkedæmon vides ikke meget om hendes inderste hemmeligheder. Det jeg dog ved fortæller jeg her. Hendes præcise alder kender jeg ikke dog ved jeg at hun var en af de allerførste ærkedæmoner. Hun blev bragt til dæmonernes sfære af Hadets dæmon, men der er intet loyalitet at finde der. Hendes utrolige viden og kendskab til døden har gjordt at det er hendes dæmoner der bringer de døde fra de andre fortabte sfære og bringer dem til dæmonernes. Herfra bliver de overdraget til de andre ærkedæmoner, men om der bliver handlet eller andet ved jeg ikke. Det er også hende der bringer de døde gude og udvalgte personer hjem og sammen med de andre skaber flere af disse mørke overguder. Hvordan hun finder dem og udvælger dem forbliver også et mysterium. Hun er udentvivl den mest mystiske af alle ærkedemonerne, og hendes beslutninger kan tit ikke forklares eller virke besynderlige. En ting vides dog, der ender næsten altid godt for hende. Hun tiltrænger næsten lige så mange tilhængere som de andre. Grunden til at hun har så få tilbedere, ligger i at hun uden varsel og uden videre, vil hun komme for at hente dig og bringe dig til hendes rige, for at hente de døde, sammen med hendes andre dæmoner. Er du tilbeder af denne dronning af døden, så husk: døden vil nå alle en dag og kun tåber frygter den. Brug den tid du har på at please din dronning, for det er hende der styre resten af din eksistens, og du ved aldrig hvornår hun vil kalde dig hjem.
Smertens Dæmon
דון המטורף כאב שחור
Også kaldet vandvidets Dæmon.
Alle ærkedæmoner, selv fra deres nyskabelse, er stærkere end enhver “almindelig” dæmon, måske lige med Balator som undtagelse. De samler deres kræfter gennem århundreder, og generelt er de ældste af De Store, derfor også de stærkeste. “Daikia” bliver dog nok undtagelsen der bekræfter reglen. Denne nyeste af mørkets herskere, stiger i kraft hurtigere end nogen anden i deres første tid. Ikke meget er set til hendes gøren i jéres verden, følgere, men det er kun et spørgsmål om tid. Den vold hun udgøre, er utrolig, uforudsigelig, ustoppelig, og smuk. Ikke megen vrede eller had hviler i hende. I hvert fald ikke i forhold til de øvrige ærkedæmoner. Hendes drivkraft er rendyrket vandvid og næsten behov for at se smerte, og lidelse. Dette forlanger hun derfor af sine følgere, og der er så sandlig også nogle af de mest brutale der findes. De kan happiest lide at stå forest i kamp, og er deres blodtørst er næste umulige at stoppe. Det er sandt at hendes følgere oftest er sortelvere, men også mange blodorker er begyndt at få øjnene op for hvad den rædselens skønhed, kan tilbyde. “Daikias” ofre er ligeså tit forpint, psykiskt som fysisk og deres endeligt kan ligeså godt være at blive smidt tilbage til hvor de kom fra, ødelagt og knuste, efter at have været i hænderne på en af hendes følgere. Hvis altså ikke at dominanten blev grebet af blodrus. Hvis dette er tilfældet vil subjektet oftest blive fundet, masakreret til uigengendelighed eller faktisk med bidemærke på kroppen. “Daikias” følgere tager blodtørs bokstaveligt. Er du tilbeder af denne ærkedæmon så lyt. Du er udvalgt for at være hendes redskab, til smerte, i alle dets former og nuancer. Du kan ofre så mange juveler og kraftfulde genstande som du vel, men intet kan sammenlignes, med de skrig som de herre hungre efter at høre. Brug dette til når du skal komme i kontakt til hende. Husk dog på dette: smerte er hvad hun kræver, og hvis det ikke kommer fra dine ofre så MÅ de jo komme fra dig.
Kaossets Dæmon
של התרוממות רוח שדונית
Hans tidligere navn var Alman og døde i år 4616. Hans magt er i øjeblikke større end næsten alle de andre ærkedæmoner, dog deltager han ikke i magtkampen om den mørke trone. Denne kamp er ham ligegyldig, fordi hans forståelse af kaos, har intet med væsenere at gøre. Som Grell, må hans sjæl fortæres i tusind stykker, skriver: “Denne ærkedæmon elsker at se naturen ødelægge civilisationen og bringe kaos i hvad der ellers var orden. Jordskælv, vulkan udbrud, flodbølger, laviner, alt dette fylder Kaossets dæmon med glæde og gør ham stærkere”, og det har han så uendelig ret i. Kaossets dæmon, ser måske kaosets i sin reneste form: ustoppelig, døbringene og en del af naturens orden. Derfor beskæftiger han sig med intet andet. Man kan måske kalde det et eftermæle af snobberi, fra hans dødelige liv som højelver. De andre ærkedæmoner frygter ham ikke, i det at han ligesom en slumrede vulkan kan lægge i dvale i op til årtier. I denne tid interesserer han sig ikke for meget andet end sin disciple. Han venter tålmodig på at naturen skal gå sin gang og timingen er rigtig for at lade verden rammes af naturens kaos. I disse små øjeblikke er han ustoppelig, og kunne bringe selv en gud i knæ, hvis ellers det interesserede ham, men nej. Grell forklare det som “vinden i en tornado” og det gjorde han ret i. Om der findes en skjult årsag til hans manglende interesse for de levende vides ikke, men dette lære han dog til sine følgere: Alle væsener, insekter såvel som guder, er altid på deres mest forsvarsløse når de ikke forventer den rædsel der kan falde dem. Antallet af tilbedere af kaossets dæmonen er småt. De er hyppigst kaosdruider og elementalister, men der findes også andre. Grundet af deres lille mængde, finder “Alman” sig oftest generøs med sin magt, når det kommer til hans tilbedere. De er oftest isolerede og passive. Personlige træk der har adopteret fra deres herre. Og mange af dem kan findes i De Uendelige Slette, hvor de trives med at se, såvel som mærke hvordan naturen kan destruere et landskab. Hans disciple er sjældent ligeså distanceret fra de levende omkring sig, som deres herre, men i flere tilfælde er dette blot en overlevelses taktik. For tilbedere af kaossets dæmon, giver jeg dette råd: Vær ikke sky for at deltage i de begivenheder der opstår omkring jer, ej heller at spørge jeres herre om hjælp, dog afhænger hans svar af dette: ligesom vulkanen afhænger udfaldet af om tidspunktet er det rigtige. Er brikkerne faldet på plads, eller mangler vindens styrke stadig at samle sig. Hvis de er, så vid dig sikker, dine visioner vil ske fyldes, men hvis ikke, så vid at vindene i kaossets tornado, måske vil puste dits livslys ud.
Lysets Dæmon
אור החיים צ
Også kaldet Retfærdighedens Dæmon.
Denne ærkedæmon er årsagen til de fleste af min eksistens fortvivlelse. Efter Grell den orm, havde spredt sin viden om de mest hellige væsener i universet, til en befolkning, et kontinent, det ikke var værdige til at høre om disse hemmeligheder, uden at have betalt sin sjæl som pris, gjorde jeg det til mit “livs” mission at finde ham, og fortære hans sjæl. Jeg brugte år, på at finde og jagte ham ned, for til sidst at bringe ham ned til min sande verden, da noget stoppede mig. Det var en ærkedæmon jeg aldrig havde hørt om før, for ingen dæmoner ville fortælle mig hans navn. Han blændede mig med hans lys, og bandt mig med magi, så jeg aldrig ville kunne skade den Kelllwan troende jeg så længe havde ønsket af toturer til han ej var mere. Mange af de andre ærkedæmoner var utilfredse eller ligefrem rasende, for de ønskede alle at få déres bid af Grell, men denne “ærkedæmon” ville intet ondt lide falde den forræder der bære navnet Grell. Og ingen ærkedæmon, lod til at ville tage kampen op. Siden da har jeg knoklet for at finde ud af så meget som jeg kunne om denne ærkedæmon, og dette var hvad jeg fandt: Han er måske den mest gemte hemmelighed i dæmonernes sfære, igen dæmoner vil have noget med ham at gøre, og ingen ærkedæmoner vil anerkende ham som en af dem. Det ser ikke ud til at han har et spor af ondskab i sig, hvilket for mig til at spørge: Hvor får han sin styrke fra, for der er ingen tvivl om at dette er en utrolig stærk ærkedemon. Han får ingen styrke fra skrig, ej heller død, smerte eller mørke følelser eller tanker. Grell udtaler at hans navn er Amandos, men hvordan skulle det kunne lade sig gøre. Han, ligesom de fleste andre ærkedemoner kæmp en konstant krig mellem hinanden, men her er noget anderledes. “Amandos” lader ikke til at ville sidde på tronen som den stærkeste, men derimod mere fungere som en kæp i hjule på de andre. Og den ærkedæmon der er mest frustreret over hans indblanding er uden tvivl Hadets dæmon, dog vil han ej heller forvise ham fra denne sfære, selv hvis han kunne. “Amandos” virker klar og rolig i sit sind, hvilket jeg ikke kan tage som andet en en fornærmelse. Det kan ikke betragtes som andet end tyveri og blasfemi, at modtage dæmonernes magt, og ikke samtidig lade mørket opsluge sig. Denne “Lysets og Retfærdighedens dæmon” ser ikke ud til at have nogen følgere, eller i så fald gemmer han dem, fra vores andres blikket, og med god grund. Så dette vil jeg sige til hans følgere, hvis der nogensinde har været, eller vil blive nogen. Gem jer! Og aldrig så meget som at hviske jeres herres navn, i vores påhør. For i så fald vil vi gøre det til vores livs mission at jage jer ned, og færdiggøre det job, jeg aldrig fik afslutte med Grell, for vær og en af jer.