Menu

Våben og Kostumer

Som rollespiller er det vigtig at se godt ud, men det er endnu mere vigtig at vi passer godt på hinanden. Derfor er der nogle ting du skal have styr på, før du dukker op hos os.

Våben og Sikkerhed

Våben er ikke en forudsætning for at spille rollespil, og er derfor ikke et krav. Dog sker der ofte ting i spillet som gør det nyttigt at have noget at forsvare sig med. Vi har både spillere med kæmpe sværd, køller, og kamphammere, men også spillere som end ikke har en kastekniv på sig.

Det er også muligt at leje et våben til spillere for 20,- pr. spilgang, men skriv lige til os forinden så vi er sikre på at få noget med du kan bruge.

Hvis det er første gang du skal have et våben, anbefaler vi at du tager kontakt til en forhandler, og helst en du kan besøge fysisk. Faraos Cigar er en dansk rollespilskæde, med butikker i Århus, Odense, Esbjerg, og København. De er vældigt søde, og man kan både skrive og ringe til dem for at få gode råd og vejledning.

 

Dit våben skal være “blødt”, og man må ikke kunne mærke kernen - specielt ikke i toppen. Dette er vigtig for at du ikke gør skade på andre spillere!

Sørg for at vedligeholde dit våben! Et ødelagt eller nedslidt våben kan flække, så kernen bliver fri.

Det er også muligt at lave sit eget våben. Her skal du dog være ekstremt varsom, og helt sikker på at du ved hvad du laver.

Foreningen forbeholder sig ret til at afvise ethvert våben, som vi mener ikke overholder sikkerheden!

Kostume

Uanset hvem man er, er kostumet noget af det vigtigste, når man spiller rollespil. Det hjælper til at holde illusionen af at vi er i en anden verden, omgivet af magiske væsener. Derfor har vi valgt at gøre det til et krav at have et kostume. Det betyder ikke at du skal ud og bruge alle dine penge på tøj, men vi forventer at du som minimum har et ydre lag som kunne ligne den rolle du skal spille.

I virkeligheden skal der ikke meget til. Køb eller lav en kofte eller et slag, og tag et bælte på, undgå skrigende farver, så er du allerede godt på vej!

En gammel hvid skjorte kan sagtens være starten på et rigtig fedt kostume!

I foreningen kan du leje kostume for 30kr pr. spilgang. Skriv gerne til os på forhånd, så vi kan sørge for at have noget med.

Sminke

Skal du spille ork, goblin, trold, eller sortelver, er det et krav at du er sminket. Det betyder at synlig hud skal dækkes af henholdsvis grøn eller sort sminke.

Du skal selv have sminke med. Du kan sminke dig hjemmefra, eller på det offentlige toilet som ligger bag RebildPorten. Husk at ryde op efter dig selv!

Sko

Sko er meget vigtige. Du skal gå rundt udenfor, måske i timevis, så sørg for at have nogle behagelige sko på. Gamle militærstøvler kan anbefales, især når der skal vandres i bakkerne.

Detaljer

Synes du at dit kostume mangler noget? Små ting så som tasker, knoglestumper, en halskæde, en metalkop i bæltet, kan altsammen give liv til din karakter. Kostumer bliver mere personlige, jo flere ting du tilføjer. 

  • Facebook

Liverollespilsforeningen A'kastin l CVR: 30949250