Information / Ingame / A'kastins historie

A'kastins historie

Mange historiker har i tidensløb forsøgt at sammensætte A'kastins historie. Meget af den ligger stadig uklart, men er noget af det, som man er sikker på:
 
En af de første optegnelser og beskrivelser af A'kastin blev foretaget af troldmanden Arkham Bloddråbe, der siges at være en del af blodets broderskab, omkring år 3560 efter elvernes tidsregning. I hans dagbøger står A'kastin beskrevet således:
 
”Dette rige er et underligt ubestemmeligt sted. Der er noget som drager mig her til, men jeg ved ikke hvad. Ewen er stærk her, næsten lige så stærk som i Letho.”
 
Dengang var A’kastin endnu ikke et rige, men et landområde uden grænser, der blev styret af forskellige stammer, som hver havde deres del af riget. A’kastin bliver først samlet som et rige af mennesket Mikael Enhånd i 4357. Mikael Enhånd kom fra en af de respekterede handelsfamilier, som var flygtet fra Nordland efterhånden som den dengang dødelige Raffael Moordet vandt magt.
Mikael Enhånd skriver:
 
"Min kære Jasmin. Jeg har nu fundet et land som jeg vil gøre stort. Jeg har nu fundet det land som vil være vores. Vi vil sammen hersker og blive en magt som Kejseren vil anerkende."

Mikael Enhånd forsøgte at gøre A’kastin til et mægtigt rige, som skulle være en del af en større handelsfællesskab. Kelllwans store tilslutning i riget har rødder helt her tilbage, hvor Mikael Enhånd lod Kelllwanpræster under Nordlands fane etablere en helliggrund midt i A'kastin. Her lod Mikael Enhånd sine soldater velsigne.
Han fandt store mængder af metaller i jorden og begyndt at lave skovfældninger, hvor han solgte store dele til Nordland. Dværge kom til riget for at arbejde i minerne, mens fyrsten fra Mek blev mere og mere en fjende.

I år 4382 fik rigets fremgang en brat ende, da Mikael Enhånd blev dræbt af snigmorderen Langkniv. Hvem der i virkeligheden stod bag attentatet er stadig uvist, for da Mikaels soldater fandt frem til hans skjul, lå Langkniv død. Det blev senere fastslået, at han var blevet forgiftet.

Det kastede riget ud i en turbulent tid. Mange forsøgte at tage magten:
Dværgene forsøgte at gøre A’kastin til en forpost for deres riger i Livets Ende.
Elverne fra Mek flyttede grænsen mellem de to riger mere nordpå, således mere af A'kastins skove kom under deres rige.

Efter kun 2 år og ni herskere var A’kastin et fattigt og lille rige. Elvernes grænser var rykket mange kilometer nordpå. En gruppe troldmænd, som kaldte sig den inderste magis cirkel tog kontrollen i riget, og under deres kyndige styring blev riget igen rigt.
Roligt, men sikkert, blev grænsen mellem A’kastin og Mek flyttet længere sydpå igen. 

Alt så lyst ud for A’kastin, men en flok magtgale adelige samlede deres styrker og invaderede A’kastin. Ledet af galningen Kahn, som hævdede af være i familie i lige linje med Mikael Enhånd, blev ny hersker. De fleste af troldmændene nåede at flygte, men mindst 13 af dem blev fanget og tortureret til, at de svor, at de ville kæmpe for Kahn.
Da Kahn kom til magten, blev det også starten på en ny tid. Kahn ville sikre A’kastins fremtid, som et stærkt rige gennem militær, og ikke gennem handel som tidligere. Derfor sendte han soldater ud og fandt egnede drenge. De skulle så ikke deltage i det almindelige arbejde, men kun trænes til krig. Det blev til Kahns elitehær ”Kursakerne”, som de blev kaldt.
De var hævet over normale indbyggere og tjente gode penge.
Det var også denne hær som sikrede at et oprør blev holdt nede.

I år 4401 døde Kahn, A’kastins Hersker. Han efterlod magten i riget til sin førstefødte søn, Kehmen. I 4 generationer svarende til 101 år herskede Kahns familie over A’kastin, men Kahn familiens største styrke og støtte blev familiens undergang.
Kursakerne var blevet så mægtige, at den der havde magten over Kursakerne havde magten i A’kastin.

I året 4502 kom der en ny sjakleder over Kursakerne, hans navn var orken Orlek. Han havde sørget for, at størstedelen af Kursakerne også var orker. Mange var imod at en ork skulle lede Kursakerne, men i kamp var Orlek den mægtigste. Under indsættelsesceremonien gik Orlek op til Kahn d. 3., daværende hersker, og huggede ham midt over. Derefter tog han kronen og dræbte alle, som gjorde modstand. Hermed begyndte det mørkeste kapitel i Akastins historie: tiden under Orlek.

Orlek blev ved med at håndhæve sin magt ved brug af Kursakerne, og han sikrede sig derfor, at sjaklederen var til at stole på. I år 4508 blev orken Kummon sjakleder. Orlek flyttede hele tiden grænsen mellem Akastin og Mek mere og mere sydpå. Flere gange forsøgte elverne at invadere A'kastin som modangreb, men Kursakerne var en eliteenhed, som elverne ikke kunne stille noget op imod.
I stedet forsøgte elverne et snigmord på Orlek. Dette lykkes i år 4509, og kastede A'kastin ud i en ny krise. Kummon, leder af Kursakerne, forsøgte at tage magten, men blev dræbt i interne kampe. Kummons efterfølger Tross forsøgte aldrig at få den reelle magt, men forblev en magtfaktor.
 
Grundet orkernes... liberale forhold til nedskrivning af historie kendes der ikke nogen objektiv kilde til hvad der er sket herefter. De første skriftruller om A'kastin findes igen da Nordland gør indtog i riget. Dette er fra året 4515.

De indsatte den ærbødige kong Marcus af A'kastin. Marcus var, til forskel for flere af de tidligere hersker elsket af folket, og gjorde flere store og bemærkelsesværdige bedrifter, deriblandt etableringen af Marcusstadt, som landets hovedsæde. Han sørgede for en ærefuld begravelse af Lazamulz udenfor byen.

Under hans regeringsperiode blev Tross og Zael dræbt af Skriveren, som ved hjælp af en af sine udsendinge lokkede dem til at udføre et yderst farligt ritual, som kostede dem deres liv.

Kong Marcus var også den første, der skulle i kamp mod den snedige og intelligente Hrothgar i året 4512. Hrothgar tilbad ånderne i ”De dødes lund”, hvor han gennem længere tid afholdte mystiske og mørke ritualer.
I samme år lykkedes det Hrothgar at franarre alle magiudøvere i A’kastin deres kræfter i ”De dødes lund”, dette er blev senere kendt magiens kollaps.
Hrothgar havde udtænkt en snedig plan, der skulle få Ranziel ophøjet til gud. Ranziel var en forskruet og magtsyg troldmand, som havde samlet nogle få, men stærke tilhængere.
Det lykkedes for kong Marcus, at nedkæmpe Hrothgar, som den første i A’kastins historie. Ranziels folk blev ligeledes nedkæmpet, og ingen ved hvad der blev af ham.
Herefter var det igen muligt at begynde at dyrke magi i A’kastin, men det blev kun få udvalgte, der fik muligheden, da magien havde mistet sine kræfter, og derfor skulle opbygges på ny. Alt magi skulle genopdages, og derfor tog det lang tid, før der igen blev set troldmænd i A’kastin.

Dette skabte til dels fred i riget, men der var dog stadig uro i udkanten af riget, efter Marcus kom til magten. Herunder bliver angrebet mod Marcusstadt i midten af året 4513 anset som en af de største trusler mod riget under kong Marcus’ regeringstid. Ringet blev angrebet af de farlige ”skrigere”, som forekom umulige at nedkæmpe indtil kong Marcus fik nedkæmpet en troldmand, som afholdt et ritual i udkanten af slagmarken. ”Skrigernes” udødelighed viste sig at komme fra denne mørke magi, og herefter kunne tropperne nedkæmpe ”skrigerne” og genindtage byen.

Kong Marcus' styre fik dog en brat ende. Selve hændelsesforløbet omkring dette er stadig ret omtåget. Det siges, at der var lagt en forbandelse over Marcus' liv, der gjorde, at han måtte forlade riget, for at søge en stærk magi, der kunne frigøre ham fra forbandelsen, der gjorde, at hans liv var forbundet med et såkaldt ”livets lys”. Dette betyder, at når lyset udbrænder, vil personen, hvis sjæl er forbundet dermed, dø. Marcus slev skriver i sine minder:
 
"[---]At Hothgar skulle få sin hævn var mig utænktsom. Men jeg forlader nu landet, og efterlader kun den smule viden jeg har om min ærkefjende. Hothgar er mægtig, men hans svaghed er en krystal. Så længe at krystallen eksistere vil Hothgar ikke dø, men hvis krystallen bliver ødelagt vil han endnu en gang blive dødelig."
 
Marcus døde kort efter, han havde forladt landet, og hans lig blev bragt tilbage til Marcusstadt, hvor han blev begravet i året 4514.
Landet blev kastet ud i kaotisk tid og der er først omkring år 4608 at vi igen finder tegn på hvad der skete i A'kastin.
 
Der var mørke kræfter, der rørte sig nær A’kastin.
 Sortelverne angreb Livets Ende og forlod deres grotter for at skabe evigt mørke over Kalish. Der blev lavet en portal mellem A’kastin, som bar runernes kraft. Sortelverne samlede store styrker i A’kastin for at indtage riget, og de åbnede portalen, for at lade en af Daikias børn komme ud af grotterne. Ilsheren, som dette væsen bliver kaldt, angreb Marcusstadt sammen med sortelverne. Flere fuldmåner tidligere havde Armandos samlet en flok af sine trofaste tilhængere i riget heriblandt en ypperstepræst og flere munke, idet han kunne mærke, at Daikia planlagde et komplot mod de andre guder.
Det lykkedes for Ilsheren, sortelverne og de andre mørke væsner at indtage byen og for første gang måtte menneske opgive deres trygge hjem, for at blive nomader. Herefter forlod Ilsheren A’kastin, og sortelvernes dronning overtog magten over riget. Der vides derfor ikke meget fra denne tid, og det vi ved kommmer fra Sortelverne selv. Ifølge dem, var denne tid den bedste i A'kastin historie, hvor alle havde det godt og verdenen var endnu en gang i balance. 

Det antages at det lykkedes for en gruppe af oprører, at bruge noget meget mørk magi, til at kaste sortelverne ud af byen igen. Det næste vi hører fra landet kommer fra elverne. 

Det siges at en legende blandt de allerældste elvere, fortæller om at en dag skulle komme hvor at Ild, Kaos og Ondskab ville betræde Kalish, og at dette ville blive dens undergang. I århundrede studerede lærte blandt elverne i et forsøg på at kunne stoppe denne fare når dagen oprandt. Flere århundrede gik uden dagen kom, legenden blev til en myte som forældre fortalte deres børn, og til sidst blev den glemt.

Men året 4616 blev mørkets år, og elvernes uhyggelige legende blev virkelig. En handelsmand ønskede som det eneste i sit liv mere magt og større rigdom end nogen andre. Dette ønske voksede for hver dag, og som dagene gik korrupterede dette ham mere og mere indtil han til sidst en dag indgik en pagt med en dæmon. Dæmonen snød handelsmanden, og tog dennes krop. Ved brug af mørk magi fik dæmonen snydt hellige mænd fra Kelllwan, Daikia, Ewen og Alman til at give deres velsignelser og tilladelser til at en af de fire Dæmonherrer, Ballator, kunne betræde Kalish endnu en gang i et stort ritual. Fejlen var stor da det er bekendt blandt lærte at sidst dæmonherren Ballator betrådte Kalish blev riget Leltho ødelagt og magien kollapsede.

Ballators magt var enorm og alle levende frygtede denne, som alle dæmoner lever Ballator alene for at skabe død og kaos. Ballator ville være den mægtigste skabning og derfor var hans mål at dræbe alle Guderne. I riget Akastin blev dette mørke uhyggelige ritual gennemført, og det siges at da messen steg til det sidste crescendo blev himlen blodrød, solen blev mørk og stråler af levende skygger bevægede sig henover himlen. Alt blev stille, skovens fugle lettede for blot øjeblikket efter at falde døde til jorden. Da hørtes et åndedræt tungt, hæst og ondt, og efter fire åndedræt hørtes en banken. Først uendelig langsom, som tiden gik hurtigere og hurtigere for til sidst at blive regelmæssig. Herefter var der ingen tvivl, den banken som kunne høres af alle stammede fra et hjerte. Hvor lang tid dette blev ved kan ingen sige med sikkerhed da det hverken blev dag eller nat igen. Men efter hvad som føltes som måneder hørtes en stemme fra det nederste dyb. Denne påkaldte sig magi, troldmænd kunne forstå enkelte ord i besværgelsen, dette var magiske ord som rejse, sfære, død og dæmon. Magien blev gentaget 4 gangen og hver gang opstod en dør formet som en mørk substans, som dræbte alt liv omkring dette. Dette var 4 portaler som førte til Almans sfære. Da det var Alman som forviste Ballator fra Leltho sidst, skulle han være den første gud som faldt.

Druider, præster, krigere og borgere af Akastin prøvede at stoppe Ballator, men alt fejlede og Alman faldt som den første gud. Ballator havde vundet kampen og dræbt en Gud men kampen havde svækket ham langt mere end han havde forventet. En ny plan for at dræbe de andre guder måtte udtænkes. Hans søn, Morax, kom med den. Ved at åbne en vedvarende portal mellem Dæmonernes sfære og Kalish, kunne tusinder af dæmoner strømme ind i riget og dræbe alt og alle. Morax vidste at Guder kun kan leve når de har tilbedere, og derfor ville han dræbe alle Gudetroende. Han vidste at selv om de derfor skulle dræbe i tusindetal vil kampen stadig være lettere end en direkte kamp mod Guder. Desuden glædede han sig, for Morax vagte de dødeliges frygt, og denne gjorde ham alene stærkere.

En ypperstepræstinde blandt sortelverne så dette i en vision, og med den viden beordrede hun alle sortelvere væk fra overfladen og ned i de dybeste grotter og huler. Med stærk magi blev indgangene fjernet og sortelverne levede de næste mange år isoleret fra alle andre racer og dæmonernes hærgen. Selvom dette medførte store magtkampe blandt de forbandede elvere, blev de flere og flere, og deres samlede styrke voksede.

Imens hærgede kampene på overfladen mellem de dødelige og dæmonerne. Lyset kom til Akastin, i form af en af Kelllwans største krigere, en kvinde ved navn Helga Eriksdottir. I samarbejde mellem hende, en præst af Kelllwan samt druider, lykkedes det at dræbe en dæmon og uddrive en anden, Ballators førstefødte søn. Men den besatte handelsmand som dødelige regne for værende en af deres ligemænd, kunne uhindret komme ind på livet af Helga Eriksdottir og med mørk magi blev hun og den sidste druides sjæl fanget i et levende mørke som kun Ballator kunne betræde. Ballator var rasende, og han kastede en besværgelse som satte dem gennem tusinde mænds pinsler, hvorefter han udslettede dem fra Kalish og efterlod blot en strimmel af tøj tilbage. De gode kræfter samlede deres sidste styrke for at stoppe Ballator. Tilhængere af de levende Guder kæmpede for første gang sammen, dog var ingen sortelvere at se. Orkere stod side om side med elvere, mennesker og dværge. Den store hær marcherede frem mod portalen som skulle til at åbne, blot for at komme et sekund for sent.

Tusindvis af dæmoner strømmede ind i A'kastin og myrdede alt på deres vej, og på få minutter var Marcusstadt en stor blodpøl med ingen overlevende. I løbet af få måneder havde kaosset nået Nordland. Her ventede Nordlands hær. Mange tusinde våbenføre mænd stod klar til at give deres liv for Kalish' overlevelse. Krigen rasede i mange år, faktiske flere hundrede år.

Imens at dæmonernes øjne var rykket nordpå, genopstod noget liv i A'kastin. Orlek, grønhudernes og krigernes gud, lever i skyggerne og er bundet til A'kastin. Han vidste at hans eksistens afhang af at A'kastin aldrig blev et fuldent rige for dæmoner. Han lavede derfor en pagt med en eksistens som fandtes blandt skyggerne, shamanen Hrothgar. Hrothgar var engang dødens udsending. Hvem eller hvad Hrothgar tjente på det tidspunkt vidste ingen, ej heller Orlek. Men Orlek vidste dette var hans eneste chance. Sammen lavede de et ritual hvor de hidkaldte alle døde ånder og kraftdyr for at bruge alle deres kræfter. Orleks stærkeste kriger, Kummon, blev hentet op fra de dødes grav. Men Hrothgar tog Kummons hjerte og satte i stedet en del af sine onde tanker ind i Kummon. Ved kvindelige ånders hjælp blev Kummon stamfader til en ny slægt af orker, alle født uden hjerte, i stedet med et aspekt af Hrothgars essens.

En hær af orker var født, og gennem åndeshamernes ritualer, voksede de sig store på en nat. De betrådte A'kastin med Kummon i spidsen. De kom i kamp med enkelte dæmoner som de nedkæmpede med tab, men disse nye orker kunne holde en lund tilegnet Orlek, fri for dæmoner. Men riget var forpestet, dyrene var vanskabninger, planterne var deforme og rådne, og alt vand var rødt af blod. Men orkerne måtte spise og drikke, og som årerne gik blev orkerne vænnet til at drikke blod, og da vandet begyndte at blive rent foretrak orkerne at drikke blod fra dyr de dræbte i skoven. Men at en slægt af nye orkere var opstående vidste ingen andre end Orlek og Hrothgar.

Så skete det i år 4742 at en messias for Kelllwan blev født. Hans navn var Refulsit Lux. Han blev født uden en fader og mange mener at selveste Kelllwan eller Armandos er hans fader. Med hans og Nordlands styrke blev dæmonerne slået tilbage, og i år 4762 blev Ballator forvist af Kelllwans messias, til hans egen sfære.
Nu 300 år efter at Ballator betrådte jorden, er den kaos som var brændt fast i A'kastins muld ved at være væk. Derfor har Kejser Erik Fjendebane II besluttet at A'kastin endnu engang skal være under Nordlands kontrol, da dette er den vigtigste handelsforbindelse på hele Kalish. Han har sendt en lille deling til Akastin, hvor også andre nybyggere er kommet til. 

Siden da har A'kastin haft mange trusler og har været et samlings punkt for krig og ødelæggelse. Mange prøver at leve sit liv, selvom de fleste der kommer til landet er eventyrer. 

Vi skriver nu år 4967 i følge elvernes tidsregning.